AB indgår i partnerskab med Dagrofa Foodservice og Grambogård.
Den berømte stadionplatte – en pølse og et brød – fås i mange varianter. Og i vekslende kvalitet.
Hos AB har man sat barren højt efter at være indgået i et samarbejde med Dagrofa Foodservice og Grambogård.
- Danmarks bedste stadionoplevelse handler ikke kun om det, der sker på banen, men også om stemningen på tribunerne, fællesskabet og det, der bliver serveret, når fans og gæster samles, siger Martin Andsager, der står for mad og drikke og partnerskaber i AB.
Samarbejdet sker med fokus på kvalitet, dyrevelfærd og gode råvarer hele vejen fra mark til matchday.
-For os handler det om at tage et aktivt valg. Vi ønsker at bevare den klassiske, folkelige stadionstemning, som er en vigtig del af AB’s identitet, samtidig med at vi udvikler kvaliteten og historien bag den mad, vores fans og gæster sætter tænderne i.
-Her deler vi de samme værdier med vores nye partnere. Hos Grambogård arbejdes der tæt sammen med lokale landmænd. Filosofien er, at når dyrene trives, så har det også stor betydning for smagen. Med udgangspunkt i et landbrug med lange traditioner arbejder Grambogård for at skabe bedre forhold for dyrene og samtidig levere råvarer med en historie og en kvalitet, der kan smages. Det er netop den tilgang, vi gerne vil bringe med ind på stadion.
Selvom vores baner normalt er forskellige, deler vi det samme mål: at skabe de bedste oplevelser for mennesker. Og vi håber, at vores fans vil støtte op om den vej, AB nu vælger at gå, en vej, hvor vi tør stille større krav til kvaliteten og tage mere ansvar for de valg, vi træffer.
AB vil levere frankfurtere af høj kvalitet
AB i de grønne trøjer vil gerne have tilskuerne til at være med til at satse på høj madkvalitet.