Sport

AB mangler styring

AB mangler styring
2-0 over Helsingborgs IF var et rimeligt resultat
Efter 1-1 mod Roskilde i forrige uge fulgte ABs 1. divisionshold op med 2-0 på et pragtfuldt græstæppe på Gladsaxe Stadion over Helsingborgs IF fra den næstbedste svenske række.
Resultatmæssigt kunne der så ikke klages, men undervejs var det ikke just alt, der klappede før sæsonpremieren næste fredag i Vejle.
AB lagde for som lyn og torden, og svenskerne så ud som om højdepunktet for dem var at få fat i bolden og lægge den tilbage til målmanden.
Allerede efter tre minutter blev ABs første mål hamret ind mod et alt for passivt svensk forsvar. Flot mål og sløj opdækning.
AB styrede kampen, og Helsingborg kunne slet ikke komme i gang.
Svenskerne virkede nærmest som om de allerede var dehydrerede i den voldsomme varme.
Men efter vandpausen midtvejs i halvleg virkede de som forvandlede. Pludselig var de i stand til at tage kampen op. Men det kneb stadig med at komme til afslutninger, så Adam Benediktsson i ABs mål blev ikke sat på de store prøver.
Faktisk kom svenskernes største chance efter en gevaldig bommert hos AB, der mistede bolden langt fremme på banen. Svenskerne slog kontra, og der var oceaner af plads. Men chancen blev misbrugt. En lignende fejl så man også mod Roskilde, hvor sidste mand mistede bolden. Den slags fejl er der ikke råd til i den næstbedste række.
Dirigenter på midtbanen er ofte en lige så stor mangelvare som afsluttere, men det ville pynte hvis AB kunne fremtrylle en 10er, der kunne svinge taktstokken.
2. halvleg blev igen præget af mange udskiftninger, og spillemæssigt slap Helsingborg bedst fra det. Men effektive var de ikke, og Adam Benediktsson kunne brillere med stensikre indgreb på høje hjørnesparks. De mange centimeter bliver brugt fornuftigt.
Tobias Hageltorn gjorde det til 2-0 i det 68. minut. Helsingborgs målmand havde meget flot fået viftet et forsøg til hjørnespark. Til gengæld så det hele meget skidt ud, da Tobias Hageltorn ved den fjerneste stolpe fik bugseret bolden over stregen til 2-0.
De mange nye hos AB i 2. halvleg sled og slæbte, men der var ikke meget ide involveret i engagementet.
Lørdag er der kamp i Tingbjerg mod Brønshøj klokken 13 og klokken 16 er der kamp mod B 93 på anlægget i Bagsværd.
Og så går turen til Vejle.