Sport

AB er så klar til sæsondebuten

AB er så klar til sæsondebuten
Islandske Fanner Berg ser med en pæn portion selvtillid frem til sæsonstarten i landets næstbedste række.
Spillernes træningstilstand er imponerende
ABs daværende træner, islændingen Johannnes ”Joey” Gudjonsson ringede til sin gamle assistenttræner Fanner Berg Gunnolfsson oppe i Norges land og spurgte: Kan du ikke lige komme ned og hjælpe mig i to uger.
Nu ser det ud som om det mindst bliver fire år. For Joey stoppede i utide af familiære grunde og tog hjem til vulkanøen, og Fanner Berg har lige fået forlænget sin kontrakt frem til 1. juli 2029.
AB startede med at sikre sig oprykningen og derefter titlen som vinder af 2. division med ham ved roret, og 24. juli spilles den første kamp i landets næstbedste række, når turen går til Vejle for at møde en af nedrykkerne fra Superligaen.
-Vi får en barsk start med tre udekampe – to med lange rejser til Hobro og Vendsyssel – og så skal vi udover Vejle i kamp nummer to møde nedrykkerne fra Fredericia, siger Fanner Berg, der har stor tillid til sit hold.
-Jeg tror godt, at vi kan slutte i den øverste halvdel af rækken, og skulle vi få en dårlig start med f.eks. bare tre point, så er der ingen grund til panik. Vi kommer med en næsten uændret trup, vi ved, hvad vi vil med vores spil, og det vil vi holde fast i.
Det er ikke mange ugers pause ABs spillere har haft siden oprykningen kom i hus, men de er i kanonform, konstaterer Fanner Berg.
-Vi arbejder ikke med at bringe spillerne i kanonform i et rakettempo. Der er tale om et langt sejt træk, og der kan vi glæde os over, at kurven går jævnt opad fra test til test.
Fanner Bergs egen karriere nåede aldrig at blive det store sus. Han løb ind i en række af skader, da han var i slutningen af teenageårene og i de første år i tyverne. Så humøret rundede lige kulkælderen. Løsningen var så at kaste sig over trænergerningen, der har udviklet sig helt klassisk fra at træne børn, der blev til unge, der blev til seniorer på et højere og højere niveau.
Det blev også til en akademisk uddannelse, hvor han ikke mindst sikrede sig en uddannelse inden for sports management.
Tidligt i karrieren var han nærmest en enmandshær, der tog sig af alle opgaver. Så vidste han, hvad han havde med at gøre, og hvordan tingene skulle løses. Men nu om dage er der over en håndfuld assistenter, der klarer en bunke opgaver.
-Min opgave er så at delegere jobbene ud, så de kommer noget fornuftigt ud af det, siger Fanner Berg.
En af opgaverne er at integrere nye spillere på holdet. Når der kommer en spiller fra USA eller Frankrig, så skal de lære at forstå, at hvis de ikke lige er på holdet fra start og nærmest spiller non stop, så er det altså ikke noget personligt fra trænerens side. Træneren skal tænke på holdet i første række.
-Vi har en trup på 27 spillere, og det betyder, at hvis en spiller går i stykker, så står der en kvalificeret afløser klar. Vi er tæt på idealtruppen, men mangler nok lige en spiller til.
Når Fanner Berg skifter job, følger familien med. Hans kæreste arbejder som sygeplejerske, og hans 10-prige datter lærer en masse sprog. Så nu kan hun klare sig på islandsk, norsk, dansk og engelsk.
AB skal spille fire træningskampe.
-Det er nok, fordi truppen kun er ændret ganske lidt, slår Fanner Berg fast.
Tirsdag klokken 18.00 gælder det FC Roskilde på træningsbanen på anlægget i Bagsværd. 14. juli er der kamp klokken 14 mod Helsingborg på Gladsaxe Stadion, og fire dage senere spilles der to kampe samme dag. Klokken 13 er der udekamp i Tingbjerg mod Brønshøj og tre timer senere er der et opgør mod B 93 på bane 1 på Skovdiget.